DIN BOLIG
Til dig der lige er flyttet ind
Velkommen til Vapnagaard. Hvis du lige er flyttet ind, er du nok nysgerrig på, hvad bebyggelsen har at byde på. Det er ikke så lidt!
Opdateret august 2023 / bve
Vi opfordrer dig til at kigge rundt her på hjemmesiden, hvor du kan finde svar på mange af de spørgsmål, der sikkert vil melde sig.
Du kan finde information om din lejlighed, f.eks. om de regler, der er, hvis du vil ændre noget. Om vaskeri, affaldssortering, kælderrum og beboerlokaler. Om bebyggelsen og dens grønne områder. Om hvad det vil sige at bo alment og hvad beboerdemokrati betyder.
Søger du information om husleje, varme, lejeregler osv. skal du til gengæld kigge på Boliggårdens hjemmeside, hvor du kan finde den type information.
Vapnagaard er på størrelse med en mindre provinsby. Her er masser af gode historier om beboere, der hjælper hinanden og finder fællesskaber på kryds og tværs. Du har måske også hørt dårlige historier om f.eks. kriminalitet. Hvis du skulle opleve den slags, opfordrer vi dig til at rette henvendelse til Politiet, Driftskontoret eller din områdeformand. Heldigvis synes de fleste beboere, at vores område er trygt og sikkert.
Sociale aktiviteter
Der foregår mange aktiviteter i Vapnagaard. Dine naboer er aktive mennesker, og mange gør en kæmpe frivillig indsats for fællesskabet.
Vapnagaards Aktivitetsudvalg, den boligsociale indsats og frivillige kræfter samarbejder om afholdelse af børnedage, fællesspisning og mærkedage. Kulturhus Syd ligger midt i Vapnagaard og har et væld af arrangementer for børn og voksne. Følg med her på vapnet.dk, hvor der løbende bliver lagt nyt i Kalenderen.
Samtidig er her tilbud om mange faste ugentlig aktiviteter lige fra strikkeklub til naturtræning, som beboerne samles om. Vær med og lær dine naboer at kende.
Vapnagaards beboerblad Vapnagaard Nyt udgives flere gange om året, og indeholdet kan gøre dig klogere på Vapnagaards beboere, på driften, på bestyrelsen samt på alt det spændende, her foregår. Beboerne i Vapnagaard har også deres egen Facebookside, som du kan følge.
Spørgsmål er velkomne
Det er en god idé, at du sætter dig ind i, hvad det er for et sted, du er flyttet til. Er der noget, du er i tvivl om, skal du bare spørge. Du kan henvende dig på Driftskontoret eller til bestyrelsen i dit område.
Vi håber, du bliver glad for at bo i Vapnagaard.
Med venlige hilsner
Fællesbestyrelsen & Boliggårdens ansatte i Vapnagaard