24. november 2016 - Nyheder

Julemanden besøgte Vapnagaard

JULETRÆET TÆNDT: Julemanden tøffede ind på Vapnagaard i en gammel Korsbæk-bil.

Det var som altid hyggeligt og stemningsfuldt, da julemanden forleden gjorde sin entré på Vapnagaard i Helsingør. Her kom han tøffende i en veteranbil for at tænde juletræet og dele godter ud til børnene.

Nu stråler juletræet med sine lys atter på Vapnagaard. Det var hyggeligt, stemningsfuldt og i år også nostalgisk, da julemanden tøffede ind i boligområdet på toppen af Helsingør i en gammel veteranbil fra Matador-serien.

I år havde julemanden nemlig allieret sig med Korsbæk Taxa - oprindelig en Ford Touring fra 1922, ombygget i 1926-27 på Kettinge Karosserifabrik. Den flotte gamle bil blev brugt i et afsnit af Matador, hvor Elisabeth Friis (Helle Virkner) vender tilbage til Korsbæk efter en tur til Wien og taxaen sætter hende af i Korsbæk.

På Vapnagaard var det ikke Elisabeth Friis, der kom kørende, men derimod julemanden, der dukkede op for at dele godter ud til børnene og for at være med til den traditionsrige juletræstænding i hjertet af Helsingørs største boligområde.

Jernbaneorkestret var trukket i nissetøjet for at spille julens toner og melodier, mens de fremmødte nød en kop varm kakao og et par æbleskiver.

Historien melder ikke noget om, hvor meget taxameteret stod på, da julemanden igen stod ud af Korsbæk Taxi.

Foto: Bendt Olesen

Du kan se flere af Bendt Olesens billeder fra julemandens besøg på Vapnagaard her.

Her kan du læse mere om den fine gamle veteranbil, julemanden kom kørende i til Vapnagaard.

  • Telefontider
    8-10 samt 13-15
    08-10 samt 13-17
    08-10 samt 13-14
    4925 2627
  • kontakt os

    Personlig henvendelse i
    ServiceCenteret, Hovmarken 7:

    Mandag - onsdag kl. 8-15
    Torsdag kl. 8-17
    Fredag  kl. 8-14

    4925 2627